Hjem > Generalforsamling > Årsberetning 2018

Årsberetning 2018 

 

Hent i PDF format HER 

Årsberetning for 2017-2018

Foreningens år går fra 1. juli til 30. juni det følgende år. Vi begynder derfor med efteråret 2017, hvor vi havde afgræsning med 5 kvier. Plantetilvæksten havde været så stor, at kvierne dårlig kunne følge med. De åd ivrigt af de mange skud og af græsset. I den sidste del af perioden var skud fra opvæksten af pil vokset så store, at kvierne trak bladene af og efterlod grenstilkene. Vi måtte derfor lave en mindre efterslåning efter køerne var taget hjem.

I strandområdet uden for foldene, fortsatte arbejdet med slåninger af opspirede roser og vi har nu et rigtigt godt styr på roserne langs vandet.

Vinterperioden var som sædvanlig en meget stille periode, men der var alligevel aktivitet:

  • De medlemmer som havde ønsket fibernet var blevet afvist af leverandøren, fordi der var for ringe tilslutning til projektet. Men to af vore medlemmer prøvede at genoplive sagen og fik mulighed for at prøve igen. Denne gang var det ikke kun foreningens område der var på tale, men hele det projektområde, som skulle indgå i en tilslutning (fra Strandhagevej til Olga, ud mod vandet). Det er lykkedes, og fra foreningens side siger vi tak til de to ihærdige medlemmer.
  • Vejstykket foran Olga-butikken har fra gammel tid tilhørt foreningens matrikel. Som vi tidligere har orienteret om, var Olga-butikken interesseret i at overtage arealet og det er nu gennemført, så vi ved årsskiftet overdrog det til Olga. Foreningens areal stopper nu ved det sydligste sæt bomme, nede ved Olga.
  • Vores naturplejeprojekt fik som bekendt støtte fra 15. juni fonden. Det er nu afsluttet, og vi har fået et restbeløb på 6400 kr. udbetalt fra Silva Danica.
  • Vi vandt en inkasso-sag vedrørende et medlem, som ikke havde betalt sit kontingent. Vi har dermed en godkendt praksis på dette område.

I slutningen af april 2018 fik bestyrelsen en melding om at der var sket et voldsomt overgreb på foreningens strandområde, i kystbeskyttelseszonen. Skaden var sket i Topperne, nedenfor Gyvelbugten 17-19.

Vi besigtigede området og besluttede at vi omgående ville indgive klage til relevante myndigheder. Sagen var så stor, at vi også besluttede at vi løbende ville holde alle medlemmer orienterede om sagens gang. Indledende orientering blev sendt på mail, og efterfølgende er sagens akter lagt på hjemmesiden.

Ejeren af Gyvelbugten 17-19 har siden oplyst at der var sket en stor misforståelse mellem ham og den entreprenør, der skulle udføre mindre opgaver på grunden. Han ville straks igangsætte en genoprettelse.

Vi har nu den aftale med ejeren og med Kystdirektoratet, at ejeren udfører genopretning, og at bestyrelsen følger og rådgiver omkring arbejdets udførelse. Når foreningen er tilfreds, skal vi fotografere det og indsende det til Kystdirektoratet, til endelig godkendelse.

Vi har anbefalet ejeren at bruge den entreprenør, som normalt arbejder for os i området. Dette har ejeren accepteret, men entreprenøren kan først begynde i august. Vi har godkendt denne udskydelse af genopretningen. 

Væksten i foldene dette forår blev forsinket af det meget kolde vejr. Vi kunne derfor først starte afgræsning medio maj, hvor vi igen satte fem kvier på. I den efterfølgende tørkeperiode kunne dyrene lige akkurat holde trit med tilvæksten, som ikke var så voldsom som normalt. Dyrene udførte et godt stykke arbejde. Men det er tydeligt at 4-5 kvier er i underkanten af hvad der skal til for at gennemføre en tilstrækkelig afgræsning.

Der blev desuden iværksat mindre slåninger uden for foldene, hvor vækst af brombær, bukketorn og bævreasp er ved at brede sig. Det var især på den kommunale del af strandarealet der var et behov for slåning, og denne er derfor betalt af kommunen.

Tørkeperioden i foråret satte også sit præg på vejene, som udtørrede helt. Det bindende lerlag blev blæst væk, så der kun var løst grus tilbage. Vi fik lavet Gyvelbugten og Lyngbugten med lerstabilt grus og støvbinder. Vi havde også besluttet at istandsætte Pilebugten og Skovbugten, men udskød det, indtil gravearbejdet ved indlæggelsen af fibernet var afsluttet.

Vi har bemærket at der er kommet en del bilejere til, som kører alt for stærkt på vejene. De har suset afsted i store støvskyer af ler, og derved medvirket til at vejene blev kørt op.

Vi henstiller til at alle viser hensyn og kører fornuftigt, der er både løsgående dyr og børn i området.