Gyvelbugten

Du er her:   Hjem > Generalforsamling > Referat > Referat 2015 ekstraordinær
top
Page

Referat 2015 ekstraordinær

 

Hent som PDF

22. oktober 2015

 Referat af ekstraordinær generalforsamling.
Søndag den 18. oktober 2015 kl. 1400
Odden Forsamlingshus

Afbud fra Janne Albertsen, Poul Henrik Fackmann deltager

Naturvejleder Jørgen Stoltz, 15. juni fondens projektleder, deltager i generalforsamlingen for at besvare faglige spørgsmål m.v.

I henhold til vedtægternes § 7 afholdtes ekstraordinær generalforsamling fordi foreningen har modtaget tilbud fra kommunen og15. juni fonden om en omfattende finansiering af hegning til afgræsning med køer (således som angivet i vores naturplejeplan).

26 grunde repræsenteret og der er i alt modtaget 33 fuldmagter til at stemme for forslaget.

 

Dagsorden:

1.       Valg af dirigent
Formanden foreslår Mogens Nielsen som dirigent, som blev enstemmigt valgt.

Mogens Nielsen erklærer generalforsamlingen for lovligt indkaldt og dermed beslutningsdygtig.

2.       Meddelelser
På stranden har vi kun tilladelse til lægge og afbrænde grenaffald fra foreningens naturplejeaktiviter. Grundejerne må ikke lægge affald fra deres egne grunde ned på stranden. De store bunker vil blive afbrændt når vind og vejr tillader.

Ejerne af de joller, som ligger på stranden bedes snarest tage jollerne hjem for vinteren, så vore entreprenører kan arbejde frit på stranden.

Kommunen er ejer af de to grunde på hver side af Strandvejen, de arbejder med at sætte køer på deres område uafhængig af grundejerforeningens ønsker for eget område.

3.       Information om projektet v. Jørgen Stoltz
Kort oplæg fra Jørgen Stoltz, hvor især forslag til et eventuelt hegn blev gennemgået. Derefter drøftelse med mange indlæg, spørgelysten var stor. Ikke alle spørgsmål gengives, da der flere gange blev spurgt om det samme, men med en lidt anden vinkel:

-        Jørgen Bang, Gyvelbugten 4: Hvad er årsagen til, at forslaget om hegning ikke dækker hele fællesarealet, men lader f.eks. en del af topperne mod øst samt den østligste ende være udenfor?
Jørgen Stoltz: Terrænet på de steder er for sårbart og næringsfattigt. Det er netop det meget næringsfattige område, der er med til at give den natur vi har dér. Køerne vil flytte næring til stedet i form af kokasser.
Endvidere er de to fællesområder med nedgang til stranden uden for hegnet. Køer kan finde på at holde til i sådanne ’lommer’ og vil derfor være tæt på sommerhusene op til fællesarealerne.

-        Bent Tønnesen, Skovbugten 3, ville vide om området er fritaget for gødningsplanen?
Jørgen Stoltz svarede, at der skal laves gødningsplan for landbrugsarealer og at landmanden selv skal gøre rede for sin egen gødningsplan, som ikke har noget med grundejerforeningen at gøre.

-        Hans Martin Gyvelbugten 1: Vil køerne medvirke til erosion af klitten?
Jørgen Stoltz: Græsningstryk (fagudtryk for hvor mange dyr på et areal) vil være lille, derfor er det ikke sandsynligt.

-        Claus Freiberg, Gyvelbugten 16: hvad med det organiske materiale køerne lægger til?
Jørgen Stoltz: Afgræsning af køer er næringsneutralt. Den næring køerne optager og laver bøffer af holdt op mod den næring de efterlader. Der er beregninger, der viser, hvor mange køer et areal kan bære for at være næringsneutralt. Der er taget højde for typen af areal.

-        Erik Ejlskov, Lyngbugten 18: Hvilke slags køer?
Jørgen Stoltz: Ved græsning er det altid bedst at benytte køer og ikke f.eks. får, da disse mest spiser urter og ny lyng, men ikke pileskud mm. Det er også bedst at benytte lokale landmænd bl.a. på grund af tilsyn med dyrene. I vores tilfælde er de interesserede, ejerne fra Birkemosegård. De har ikke Galloway, som tidligere har været på tale, da disse bl.a. kræver større arealer.

-        Pia Petersen, Lyngbugten 4 og Morten, Lyngbugten 1, ville gerne vide hvad to moderdyr dækker over, hvor mange køer der kommer over år.

Jørgen Stoltz svarede, at der mest er tale om en faglig jargon i forhold til moderdyr, idet der kan være tale om to ammekøer med kalve, men at det også kan være flere ungdyr. På sigt vil der blive færre dyr, da der bliver mindre mad til dem. Det er en dynamisk proces og samtaler med landmanden om, hvad køerne gør ved vores natur og det antal der skal til.

-        På spørgsmål om det andet dyreliv, som vi er glade for, svarede Jørgen Stoltz, at rådyr springer over hegnet, mens harer løber under. Rådyr og køer vil holde sig fra hinanden og gå i hver sin ende af folden, men vil stadig være i vores område.

-        I forhold til selve hegnet var der en del bekymringer og mange spørgsmål. Blandt andre Carl Nielsen, Gyvelbugten 7, der påpegede, at han repræsenterer mange og Claus Freiberg. De er glade for deres udsigt og mener, at det forringer herlighedsværdien med stolper og hegn. Kan hegnet stå, så man ikke kan se det?

Jørgen Stoltz: De havde de samme bekymringer i Vig Strandkoloni, men de viste sig ubegrundet. Når det er sagt, vil en konkret vandring og besigtigelse med Formanden, vurdere hvor det er mest hensigtsmæssigt at hegnet skal stå. Mod stierne skal vi tage højde for sikkerheden, det er ikke hensigtsmæssigt, at der er risiko for at falde ned i et hegn. Der færdes jo både børn og ældre på stierne. Hegnet mod privat grund, hvor der ingen sti er, kan stå nede i lavninger. Man skal huske at arealerne uden for og ned mod hegnet skal vedligeholdes manuelt af foreningen. Derfor handler det om at gøre foldene så store som praktisk muligt, for at reducere behovet for frivilligt arbejde.

Inge Christensen, Fyrbugten 6, mindede om, at fællesarealet er hele grundejerforeningens herlighed, ikke alene første rækkes.

-        På skitsen til forslag til hegning er der tegnet låger og overgange ind, hvor der er taget udgangspunkt i den nuværende trafik. Der kan komme en jollevogn igennem lågerne ved fællesarealerne. De foreslåede låger og stender er med i projektets økonomi. Den enkelte grundejer kan mod egenbetaling få ændret en stende til en låge. Den endelige pris følger, når beslutningen er taget, så Jørgen Stoltz kan få tilbud hjem.

-        Flere spørgsmål om naturpleje både indenfor og uden for hegnet. Inden for hegnet mod vest vil de eksisterende træer danne læ, som køerne kan lægge sig i. De er tillige ynglested for fugle mm. Noget af krattet skal væk, men naturprojektet fortsætter et år endnu, så både det og anden høj pilevækst vil blive ryddet. Køerne kan derefter vedligeholde området.

-        Uden for hegnet skal vi til stadighed slå roser, pil og andet. Grundejerforeningen tager sig af de fælles arealer, mens de enkelte grundejere tager sig af egne grunde. Karin Efsen, Gyvelbugten 15, påpegede, at det bliver et problem for de private at rydde, når der ikke bliver kørselsadgang til private køretøjer

-        Jørgen Stoltz afsluttede med at opfordre til at tage ud og se Vig Strandkoloni, der er hverken pil eller roser mere efter flere års afgræsning. Beboerne er glade for køerne og har ikke problemer med fluer.

Formanden takkede Jørgen Stoltz for oplæg og de uddybende svar. Stoltz forlod herefter mødet.

4.       Drøftelse og beslutning af kommende naturplejeaktiviteter v. formanden.

Vi skal behandle spørgsmålet, om hvordan vi i fremtiden skal vedligeholde lavningerne, der løber parallelt med stranden. Vi har hidtil slået genopvæksten en gang årligt med slagleslåmaskine, og rydning af skrænter med buskrydder. Metoden er meget dyr, og hindrer kun at området ikke overgror med krat og træer.

Vi har nu fået en mulighed for at skifte til afgræsning med køer, som giver en meget bedre naturpleje. Kommunen og fonden har tilbudt at betale for hegningen, og dyrenes ejer tager sig af udgifter og ansvar for køerne. Kommunen styrer kontrakten. Vi får således naturplejen udført næsten gratis

Der er tale om 2 moderdyr eller lidt flere ungdyr i foråret og i efteråret.

Kommunens tilbud forudsætter at hegnet er opsat inden 15. december i år. Bestyrelsen anbefaler meget at vi tager mod dette tilbud og får frigjort penge til den øvrige naturpleje.

Drøftelser og spørgsmål:

-        Karin Efsen, foreslog, at kontingentet kunne forhøjes i stedet for hegning og afgræsning. I forhold til økonomien forklarede Formanden, at den kontingentforhøjelse der blev lavet sidst, var flere imod og at bestyrelsen ikke vurderede der ville være stemning for en kontingentforhøjelse igen. Prisen for at slå og fjerne materiale vil løbe op i mindst 60.000 kr. om året for grundejerforenings arealer i lavningen. Vi har afsat 50.000 kr. i budgettet til al naturpleje. Kommunen er ikke interesseret i at slå, den ønsker afgræsning.

René Sørensen påpegede, at tilbuddet gælder denne ene gang og ikke næste år. Hegnet holder ca. 25 år. Tilslutning til vandværket er med i projektet. I Vig har de ikke haft udgifter til hegnet i 10-11 år, de har ingen problemer med vand eller strøm.

-        Poul Henrik Fackmann bemærkede, at kommunen vil hegne, hvorfor vi ikke kan komme ned i gryderne med maskiner og slå.

-        Aftalen/kontrakten mellem grundejerforeningen, bonden og kommunen blev drøftet. Pia Petersen, påpegede, at vi ikke har den endelige kontrakt og derfor ikke ved præcist hvad vi siger ja til.
Erik Ejlskov fastslog, at vi godt kan principbeslutte i dag.

Formanden: Vi siger ja til et gratis tilbud fra kommunen og den vil derudfra forhandle en kontrakt med bonden. Vi vil binde os til 3-5 år ikke for altid. Vi vil kunne komme ud af aftalen igen, hvilket Carl Nielsen, spurgte til.

Dirigenten konkluderede:

Vi skal stemme om vi siger ja tak til kommunens tilbud om betaling af indhegning og udarbejdelse af kontrakt med bonden med henblik på afgræsning med køer på fællesarealer, som vist indtegnet på kort, Hegningsforslag A. Link

26 parceller repræsenteret og der er afgivet 33 fuldmagter, i alt 59 af 102 parceller. Ingen stemmer imod, 4 undlader at stemme og for forslaget stemmer derfor 55.

Forslaget vedtaget.

 

5.       Eventuelt

René Sørensen takkede for opbakningen til bestyrelsen, den har haft et stort stykke arbejde.

Forslag til naturplejedage d. 19.3. 18.6. og 22.10. 2016.  Datoerne skal cleares med de andre grundejerforeninger, da vi har fælles værktøj. Datoer kommer på hjemmesiden.

Formanden takkede dirigenten og bestyrelsen og opfordrede til at møde op på naturplejedage

Dirigenten afsluttede med tak for i dag.

Signeret

Mogens Nielsen

Dirigent

 

 

 
top
top
Menu

 

  Aktuelt Odden-vejr DMI

Vejret de kommende dage


 Årskalender - link
 

Kalender


Husk oplys ny email

Send ny mail-adresse - her.

 

Login